- 15-03-2012 23:29 | 142 visninger | 0 kommentarer
Han åndede tungt ud, da han bevægede sig tre trin ned og ud af bussen. Det var efterhånden mange timer, at solen var forsvundet fra hustagene i forstaden. Mørket forandrede de trivielle omgivelser - ikke til noget uhyggeligt, men noget ukendeligt. Håb om nye eventyr i gamle omgivelser sneg sig ind. Men han lukkede øjnene og bragte sindet i ro. Kiggede op på en lyseblå nattehimlen, der afslørede sommerens snarlige komme. Aftenens skuffelser trængte på ny ind i opmærksomheden. Han havde brugt den lille time bustur på at skubbe mindet om øjnene, tårerne og bekendelserne væk. Ved hjælp af barndommens strategier gemt minderne bag opdigtede fortællinger om heltegerninger og ofringer. Men her i den forårslunkne aftentemperatur og en blid pålandsvind kunne minderne ikke længere holdes tilbage, og han måtte ramme virkeligheden. Som den var. Er. Måske besluttede han sig, da forstadens eventyr udeblev på trods af den mørke stemning, Måske var det ved synet af hans gamle fodboldbaner. Månen skinnede også særligt, ubetydeligt men alligevel symbolsk fra den lyse nattehimmel - måske var det den? I hvert fald gik han straks igang med at pakke, da han trådte ind på sit værelse. Der var ikke meget tilbage, men det, der var, betød meget. Klokken var ikke langt over to, da han lagde sig til at sove. En rygsæk lænende op af døren. Klar til den følgende dag, hvor det var tid at forsvinde. Dagen efter var det sensommer og trommer tordnede i hans indre. Han kunne mærke boblerne i maven, da han vågnede. Da han hævede sin opsparing. Da han satte sig i toget med solbrillerne og rygsækken. Om halsen i en lædersnor, det eneste minde, han vitterligt ønskede at huske - far.
- 03-03-2012 17:37 | 133 visninger | 0 kommentarer
Det her er en historie om rigtigt mange ting. Vigtige ting - mest for mig, men jeg tror også inderligt på, at denne historie har stor betydning for dig. Men det kræver, at du læser den til ende. Slutningen af historien vil markere slutningen for dit liv, som du kender det. Gør dig selv den tjeneste at læse historien om Josefine.
Jeg arbejde 36 minutter fra mit hjem, hvorfor jeg hver eneste morgen tog bussen klokken 06.03 for at kunne møde en time senere. I starten var jeg meget forvirret i de sekunder der gik fra jeg klippede mit klippekort i klippekortklipperen til jeg fik sat mig sovende i sædet lige foran udgangen. Sådan gik den første uge, og jeg stod af bussen ligeså forvirret og morgenmarkeret som jeg stod på den ca. 36 minutter tidligere.
Indtil torsdag den tredje juni, hvor jeg mødte Josefine. Josefine sad på vinduespladsen i tredje stolerække. Hun havde sådan noget vildt hår - lyst og krøllet og absolut ikke redt den morgen. Hendes øjne var lukkede, men hendes hånd bevægede sig i samme takt som hendes fod. Den samme takt som musikken i hendes høretelefoner. Hun havde åbnet sin jakke, så hun ikke fik det for varmt i den begyndende sommer. Jeg frøs til gengæld i min vante gang til 6. sæderække lige foran udgangen. Hun opdagede mig vist først da sangen nåede sin afslutning - i al fald ophørte hendes taktfaste bevægelser umiddelbart før hun åbnede sine øjne og kastede et af de sjældne blikke på mig. Der var ingen forvirring i hendes ansigt, mens jeg forestillede mig tonsvis af forvirring i mit. Så jeg troede nok egentligt at det var af medlidenhed, at hun sagde, at jeg bare kunne sætte mig. Hun smilede ikke mens hun sagde: "Jeg hedder Josefine. Med f." Jeg smilede heller ikke,da jeg fortalte hende mit navn. Derefter lænede jeg mig tilbage i sædet, ligesom hun gjorde.
Efter et par minutter spurgte hun, om jeg ville høre hendes musik. Jeg nikkede og modtog den ene ørestik.
Sådan sad vi i næsten 36. Så skulle jeg af. Jeg sagde blot farvel og gik. Resten af dag nynnede jeg sangene, Josefine havde spillet for mig. Og jeg opdagede oftere, at min hånd og min fod fulgtes ad i en særlig takt.
Næste morgen sad hun igen i tredje række. Da hun så mig flyttede hun sin rygsæk fra sædet ved siden af. Så jeg satte mig. Hurtigt overdrog hun den ene ørestik til mig. Og 36 minutter gik.
Der gik 663 arbejdsdage på denne måde. Hver eneste morgen med Josefine på 3. række. 36 minutters musik med få smil og kun tårer en enkelt gang. 36 minutter med den dybeste tryghed. For vi var i bussen og vi var bare. Josefine, mig og musikken imellem os. Vores albuers bløde berøring, vores synkroniserede vejrtrækning og vores hænder og fødder i taktfast rytme. Den ultimative rapport. Og livet ville aldrig være uhyggeligt.
Det var en onsdag, den 664. dag. Hvor der ingen sad i række tre. Så jeg satte mig der selv. Og blev siddende i langt mere end 36 minutter. Jeg kom aldrig hjem igen. Og jeg så aldrig Josefine andre steder end i mine drømme.
- 29-02-2012 23:41 | 174 visninger | 0 kommentarer
Sekunder rammer mig idet de passerer. Ikke smertefuldt, blot sarkastisk. For at underbygge den dødsalvorlige ironi i din bortgang. Salmerne bliver længere, bønnerne bliver længere, tiden i rum med kisten bliver længere. Jeg kan ikke få mig selv til at forstå, at du befinder dig inde i den kasse. Det er umuligt for mig at forestille mig din fysiske tilstedeværelse i rummet her. Omvendt er det også en umulighed at forestille mig, at du ikke er her. Lige siden de fortalte mig, at du var kørt af sporet og død, har jeg overlevet på en rolig, forventningsopfyldende facade. Gråd når den er krævet i afmagtens tegn, stilhed og eftertænksomhed sene nætter i selskab med jer andre, grinende ved lyse minder vi bliver ved med at hive os selv igennem i troen på, at den her djævelske smerte i mit hjerte forsvinder, hvis vi genoplever, fremhæver, revitaliserer og gennemlever på ny alle de gode oplevelser tanker følelser situationer med dig igen. Alle smilene, alle grinene, alle skålene, alle de hårde kram, alle de dybfølte nederlag, alle damerne du ikke kunne score, alle vennerne som så ned og så op når de så på os. Alt det er på en måde væk.På en anden vil det aldrig forsvinde. Og det er det, jeg ikke kan forstå. Jeg er ikke rigtigt ked af det, jeg har mistet dig, men jeg har ikke mistet den, jeg er blevet gennem dig. Lige nu føler jeg mig bare forvirret over at stå på egne ben; over hvad der bliver af mig. Over hvad jeg skal lave på fredag. Om det er okay at gøre de samme ting stadig - stadig lave tirsdagslasagne. Stadig træne fredag eftermiddag. Stadig tage basser med hjem fra byen. Uden dig. Altså jeg kan ikke bare tage over, jeg kan ikke de ting, du kunne. Men lige nu har jeg mest lyst. Til bare at fortsætte som vi slap i lørdags. Desværre bare uden dig. Og mon det fungerer?
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Mand
Alder: 19 år
Oprettet: 27. apr. 2008
Login: 22-04-2012 22:17
Uploads: 47
Blog indlæg: 153
|
|
|
Jeg er kommet tilbage - kunne ikke undvære blog.dks behagelige stemning.
|
|
|
|
|