- 05-09-2010 20:37 | 221 visninger | 0 kommentarer
Tilbage til starten. Hele den der følelse af, at nu er jeg hel. Alt er ligemeget. Fuck dem. Det er den følelse af brusende glæde som gør det værd at fortsætte selvom det hele er noget lort. Det er det lille skridt som gør forskellen imellem ikke at gøre noget, og faktisk stå imod. Når man smiler er det ægte, og ikke et kunstigt ansigtsudtryk som kun er fremstillet for at holde andre væk. Det giver mening, gør det ikke?
Men det holder jo ikke evigt. For jeg sidder jo her, gør jeg ikke? Jeg er ikke derude, og jeg snakker ikke med nogen. Jeg er stadig alene om eftermiddagen og hele vejen til næste morgen. Og jeg ved, at om mindre end halvanden måned, så går det galt. Det er en snigende uro som kommer op i mig hver dag. Så ligger den der og fylder, midt i døren til rummet med de gode, positive tanker. Den er for stor til at jeg kan flytte den, og den vil ikke gå væk og lade mig være. Nej, den nyder at pine mig og se mig smuldre. Den griner, for jeg kan ikke gøre noget ved det. Det smørede grin og de intense, gule øjne som jeg ikke kan ryste af mig. For de ser ned på mig dag og nat, og klørene har ikke sluppet deres tag.
Det er som at gå i hi. Og jeg vågner først til foråret, helt kulleret i hovedet og forvirret fordi jeg ikke aner hvad der sker omkring mig.
Ulven har sluppet mig lidt og ladet mig strække mig, men så snart jeg begynder at finde mig selv igen, tager den fat om struben på mig og bider til, bare for at lade mig vide, at den stadig er der. Så rejser den sig og går lidt rundt, indtil den til næste efterår, hvor den så igen vil ligge sig foran døren og spærre... Og om igen.
- Jeg har brug for hjælp.
- 03-09-2010 18:03 | 214 visninger | 0 kommentarer
Okay, jeg har endelig slået mig til tåls med at det er okay, at det aldrig bliver det samme igen. Vi havde det sjovt, og selvom alting var skævt og ujævnt, var det godt så længe det varede. Det er slut nu. Det er okay. Det er fint. - Vi var aldrig helt på plads, var vi vel?
Men jo, der er dage jeg har lyst til at ringe og bare fortælle alt det lort der sker i mit liv med en dum joke til sidst. Hah, ja.
Jeg tror næsten at det er ligesom at have slået op.. Men hvor skulle jeg vide det fra?
Det var det der fungerede. Vi var begge to så langt ude og udstødte at det bare var som bestemt at vi skulle have hinanden og gøre grin af det med.
Og jeg sidder tit og spekulere på om du også savner mig, og om de sangtekser med de spydige sætninger er til mig. Måske er de, måske er de ikke. Men jeg er færdig med at være paranoid og vred. Og jeg vil ikke se mig tilbage for at se hvor langt væk du er, længere.
"Why do all good things come to an end?" - Det tror jeg faktisk at vi snakkede om, på et tidspunkt da vi sad med vores nederdele og så the voice! Det var virkelig tider, og jeg har brugt de sidste mange måneder på at lade som om, at det aldrig var sket. At jeg aldrig havde mødt dig. Men havde jeg ikke det, var jeg ikke den som jeg er nu. Jeg ville ikke have haft så mange oplevelser og minder, som har lært mig så meget.
Men der er lige noget; jeg fortryder at ___ "bragte os sammen igen".
L & S = Fucking tudeprinsesser uden psykologer og kun udstyret med dårlig humor og sjofle jokes.
- 01-09-2010 21:58 | 248 visninger | 0 kommentarer
Jeg føler mig som en sandsæk. Slået frem og tilbage, sparket til og råbt ad, for så at blive efterlad indtil næste gang der skal afreageres. Det er sådan jeg har det lige nu. Lige nu er jeg bare en livløs og hjælpeløs sandsæk hvis eneste forsvar er at stå stille og håbe, at de nok skal lade mig være lidt.
Jeg er lige sluppet af med en slem depression for et par måneder siden, og der er stadig rester, som nok aldrig vil slippe sit tag i mig rigtigt. Og det gør det ikke utroligt meget mere behageligt at jeg skal bruges som sandsæk af folk hvis støtte jeg virkelig behøver. Og med november lige rundt om hjørnet, har jeg det af lort. Jeg ved at når den dag rammer igen, så går jeg ud som et lys. Og jeg er sikker på, at hvis der bliver slået til mig den dag, vil jeg falde ned og gå i stykker. Sandet vil løbe ud af utallige huller og blive blæst væk af vinden, som ligesom vinteren, er ubarmhjertig.
Jeg kan ikke rigtig tale til nogen, fordi min største fobi er at åbne op for mennesker. Jeg kan ikke se på en psykolog og tænke; "Hun siger ikke noget. Det er fortroligt. Intet jeg siger undslipper disse mure." Nej, for jeg kan ikke se forskellen imellem hende -ja, det er en hende, og ikke en mand. Aldrig.- og andre mennesker jeg kunne vælge at åbne op for. Hun har tavshedspligt, ja, men den har undtagelser, for hun må godt betro sig til én eller anden, så længe at den person er lukket. Det er bare ikke nok. Jeg kan ikke sige det, og så sidde og ignorere min hjernes fortolkninger af hendes reaktion. Syntes hun, at jeg er dum? At mit problem er barnligt? Sikkert, for det er det. Jeg vil bare have de næste måneder overstået så hurtigt det kan lade sig gøre, og så glemme at de eksistere indtil næste år.
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 14 år
Oprettet: 25. aug. 2010
Login: 08-12-2010 10:37
Uploads: 5
Blog indlæg: 5
|
|
|
|
|
|
|
|