- 28-10-2009 01:17 | 732 visninger | 2 kommentarer
Selvom der er mange mennesker på jorden, så er det ganske urealistisk at man nogensinde vil møde nogen udenfor sin familie der ligner en selv. Og det var blandt andet derfor jeg i dag tabte kæben.En veninde skrev i dag til mig og spurgte om jeg havde været med i en reklame for Boxer. Hvis jeg har, så er der nogen der skylder mig nogle penge. Jeg gik i gang med at lede efter Boxer-reklamer - jeg har ikke set meget TV det sidste stykke tid pga flytning - og jeg blev meget chokeret da jeg så denne video: Den smukke mand i starten, der danser så fantastisk, ligner mig usandsynlig meget. Ansigt, hovedform, udtryk, højde og, ja, drøjde ligner mig utrolig meget. Jeg kan forstå at det er svært at se på billeder, men de der ser mig i virkeligheden kan se lighederne.Jeg vil naturligvis finde ud af mere om ham. Om ikke andet for at få be- eller afkræftet om vi virkelig ligner hinanden så meget som det ser ud til. Jeg har ringet til Boxer, og en kundeservice rep har lovet at finde ud af hvem der har lavet reklamen, og måske kan jeg derigennem finde ud af hvem han er. Men det er stadig meget skræmmende..
- 26-10-2009 12:33 | 1.925 visninger | 2 kommentarer
 I julen 2000 eller 2001 havde vi juledag i klassen. Det jeg gik enten 8. eller 9. klasse. Vi kunne allesammen vælge en opgave - lave guirlander, pynte op, lime glimmer fast på pap, men disse opgaver kunne af en eller anden grund ikke fange min interesse. Der var dog en, som bad os skrive en historie, Den Lille Pige Med Svovlstikkerne, i en moderne version. Det gjorde jeg.Det var fandens koldt. Det sneede og det var mørkt. I denne kulde, på Nytårsaften, gik en lille pusher-dreng. Han skulle sælge stoffer for sin far, ellers ville han få slag. Han havde ingen sko, de var gået i stykker, og hans totalt seje hue, var blevet stjålet under et slagsmål. Inde under jakken havde han adskillelige kilo heroin. Ingen havde købt noget af ham. Ikke en enkelt junkie havde han set. Han vidste at han ville få bank hvis han kom hjem uden penge. Han havde aldrig selv prøvet at tage stoffer, men han frøs så meget, og han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre for at holde sig varm. Han tog en bane. *sniiiif* Pludselig føltes det som om der var en lille bitte flamme der brændte inden i ham, og han kunne ikke mærke at det var koldt. Han tog en bane mere og flammen omsluttede ham og blev til en stor varm stue. En til blev taget og stuen blev fyldt med masser af mad; Bigmac, pommes frites, Happymeal, milkshake og cola. Han tog en til. Det var utroligt. Han sad ved et kæmpe juletræ med masser af gaver. Størrere en det som Pusher Per havde juleaften. Han tog endnu en, og nu så han sin mormor foran sig. Hende havde han ikke set i flere år. Hun var den eneste der virkelig havde været sød mod ham. Han ville ikke give slip på hende igen. Han tog straks alle de stoffer han havde på sig. Mormor skinnede som var der ild i hende og hun tog ham op til sig. Og sammen fløj de op til himmelen. Men i en krog næste morgen, fandt man et lig. De siger at han tog en overdosis, men ingen vidste hvad han virkelig havde set og hvilken glæde han havde i sin sidste tid.
- 26-10-2009 12:27 | 668 visninger | 1 kommentar
Jeg vil i samarbejde med en clairvoyant, som gerne vil være anonym, forsøge at løse et af livets store mysterier: Findes der mødre?
--
Jeg stod og ventede nede på stationen. Clairvoyanten var vist forsinket. Måske havde han set et genfærd, som han lige skulle hjælpe. Næ hov, der kommer han jo!
"Hej! Brian Mortensen?"
"Ja?"
"Jeg hedder Dan - kom følg med mig."
Vores anonyme clairvoyant, og jeg, gik hjem til mig. Brian fik meget stærke signaler, da vi gik forbi centeret. Men det var der ikke tid til at checke.
Da vi kom hjem til mig, måtte Brian lige samle kræfter, inden han kunne gå ind. Måske var det fordi han kunne mærke stærke kræfter, eller også var det bare fordi jeg havde taget en omvej på 8 kilometer på vejen hjem. Det er der ingen der ved.
Vi gik indenfor.
"Puha, jeg kan mærke noget, sagde Brian. Det kommer inde fra stuen. Nej vent! Det kommer nærmere!" Samtidig gik min mor forbi: "Hej Dan. Hvem er din ven?". "Bare en der fulgte efter mig hjem", svarede jeg. "Må jeg beholde ham?".
Min mor gik ud i køkkenet. Brian fulgte resolut efter, som var han drevet af en underlig kraft. Vi satte os ned og tog en kop kaffe.
"Nå, hvad siger du til det, Brian?". "Tjoh, jeg kan helt klart mærke noget, men? ÅH!". Brian udstødte et råb, og forskrækkede min mor, som tilfældigvis gik forbi ham i det sekund.
Jeg kunne godt se at Brian ikke var til meget hjælp. Måske var han svækket af de mystiske krafter, eller også ar det fordi jeg havde tvunget ham til at løbe fem ud af de otte kilometer, som vores omvej bestod af.
Uanset hvad, så kunne man se at han var overvældet med følelser. Jeg sparkede ham over skinnebenet, bare for at se om det ville røre ham - det gjorde det.
Klokken var blevet mange, og Brian skulle hjem. "Farvel, Brian", sagde min mor, og lagde en hånd på hans skulder. Endnu en følelsesbølge strøg gennem hans krop. Han var tydeligvis sindssyg. Det var godt at jeg kom af med ham.
Nede på stationen slæbte han sig træt ind i toget. Måske havde det noget at gære med at jeg havde bundet en snor om halsen på ham. Snoren havde jeg bundet fast til den bus, jeg kørte ned til stationen, i.
Jeg vinkede farvel til Brian. Skuffet over mig selv, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig nogensinde ville bede en clairvoyant om hjælp. Hvert fald ikke en på 5 år.
Jeg skrev denne artikel d. 24-07-2004, og ville lige dele den med jer.
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Mand
Alder: 24 år
Oprettet: 20. dec. 2006
Login: 25-10-2010 21:07
Uploads: 321
Blog indlæg: 30
|
|
Tryllekunstner, fremtidig verdenshersker og redaktør på Arto.dk!
De videoer jeg ligger op, er stærkt præget af min egen, platte humor. Alright, enkelte hører måske ikke mig til, men hvad...
Mine blogs er en blanding af egne, personlige dagbogsindlæg og mit behov for at ytre mine tanker og holdninger til resten af Danmark - og det gør jeg på heldige og mindre heldige måder....
|
|
|
|
|