- 17-09-2008 21:48 | 824 visninger | 1 kommentar

Da Big Brother og Robinson engang indtog Danmarks landsdækkende TV, revolutionerede og forførte den samtlige borgere. Dem, der tog afstand fra det, har unægteligt luret et program eller to af, for når du først har øjnene på det - et svigende og ægte drama, som selv ikke film kan give - giver den en form for diabolsk stimulans. Den gang, satte de to programmer nye grænser, for hvad man kan vise i fjernsynet. Modtagelsen var uhyggelig vellykket, og siden da har producerne og ideekræfterne bag diverse programmer ikke set sig tilbage.

Hvad man skal forstå her, er, at vi har, at gøre med et program som skaber penge på udnytning og salg af menneskelige følelser. Det er en kold form for prostitution, som er dækket ind i pengenes grønlige skær. Det er i bund og grund, og også det der er mest uhyggeligt i grådighedens navn. Selvopofrelsen viser entydigt, hvor basalt stinkende vi mennesker er. En ting, som den almene seer måske vil benægte, men det er i ren frygt og manglende medmenneskelighed, at de nægter dette. At turde se sandheden i øjnene, når fascinationen gør dig blind, er aldrig nemt.

Her til aften, på en ellers dejlig onsdag, blev jeg chokeret over hvor kyniske realitygenren er blevet. Det er igen den afskyelige kanal Tv3 - Danmarks svar på Mr. America - som er kræfterne bag den farlige leg. Programmet hedder "Sandhedens time", og dets indhold lever fuldt op til den direkte titel. Med en vært, som Djævlens Advokat, står ved roret, mens den styrer skibet ned i dybet.

Ikke alene blev man overvældet over offerets kynisme overfor sine forældre og næreste, men samtidig også over, at forældrene var gået med til en leg, de alle ingen rigtig ide havde om. Det starter blødt ud, man skal jo lige indfange seeren, før der for alvor bliver sat flammer under den varme stol. Spørgsmålet om "har du røget da du var teenager", er ganske uskyldigt endda, og holdt i det sober og folkekomiske. Men det er også kun starten, vi skal jo ikke begynde at svede endnu.

Længere op ad rangstien på spørgsmålene og vejen til millionerne, gik pinlighederne over i dybe personlige erkendelser for åben skærm. Spørgsmål om utroskab, sensuelle oplevelser med det samme køn, censur renset og nærgående spørgsmål omkring et så ømt arbejde som soldat, var alle en leg, hverken værten, vennen, kæresten, mor og far og hovedpersonen til sidst havde styr over. Jeg vil vædde med, at vores aftens onsdags underholdning ikke vil kunne se sin kæreste mennesker i øjene, som han en gang kunne.

Altsammen på grund af en spinkel mulighed på erhvervelse af kapital.

Det er i virkeligheden den akkurat samme leg og tanke, som Demi Moore, Woody Harrelson og Robert Redford spiller gæk med i filmen, med den djævelske titel "Et Frækt Tilbud", som på rent 'hollywodsk' skildrer hvor meget vi mennesker er til salg. "Et Frækt Tilbud" har bare taget et hop over i realitygenren. Og det klæder den slet ikke, hvis noget dog har klædt en genre, som tjener penge på svage menneskers jagt på skatten for enden af regnbuen.

Det værste er, at programskaberne selv, hvor sadistiske de end måtte være i at gøre hele Danmark forrykt, har en åbenlys selvbevidsthed om det djævelske spil de fører. Det er knap nok vores hovedperson der er i centrum, men han bruges derimod kun som et afsæt - i hans ærlige svar - at se et menneske, der desperat prøver på at holde den polerede "2900 Happyness" maske, mens gråden og skammen inde bag rumsterer og knager. Det er uden tvivl psykisk tortur - for åben skærm, mine dammer og herrer.

Men et eller andet sted, hvis man også skal kigge ind ad, så er det ikke selve programskaberne der er de store forbrydere. Det er os, der ser på det - støtter det og fasineres af det. Det er i virkeligheden os der køres på. En kold skildring på, hvor pervers vi som mennesker er, uden vi selv umiddelbart registrer det.

Coen Brødrenes "No country for old men" pointe, skærer for alvor nu, lige ind i flæsket på én.

Hvilket giver afsæt til et endnu mere klamt spørgsmål, som man dog ikke må gemme væk. Man skal se frygten i øjnene uanset om den gør dig blind.

Hvis et så perverst, sadistisk og uafskyeligt program, som om nogen kan være lovlig forkæmper for prostituering, kan fange hele Danmark, hvad er så det næste skridt ned i mørket?

- 22-08-2008 20:51 | 617 visninger | 0 kommentarer

Som ramt af lynet fra det hinsides. Som en velsignelse til mine indre ønsker. Som en blomst, der før var lænket til jordens faste rammer, endelig fik lov til at blomstrer op i kreativitetens forunderlige verden. Pludselige. Lige pludselige, midt i det kolde fængsel af vanlige tal, udregninger og kreditering, smiler lykken endelig til den kække bi.

Min drøm om at kredse om kulturens bankende hjerte i fremtiden, blev endnu mere underbygget, og virker nu som et allerede planlagt, fundamental del af mit kommende liv. Efter at have haft to timers knaldøde Virksomhedøkonomi, blev mit kreative monster for første gang vakt i HHX's lokaler. Dagens sidste tre timer stod på valgfag - i mit tilfælde og mange andres, Mediekundskab.

Det startede ellers så dårligt, for netop dette fag - blandt andet på grund af ovennævnte - var noget jeg havde set rigtig meget frem til. Beskeden lyd fra toppen, at vi skulle have vikar - og som regel, så er vikar ensbetydende med viljeløse timer under lærdom af en amatør, som man ingen autoritetsfølelse har overfor. Denne gang var dog en velmødt undtagelse, for mig specielt.

Vikaren var ikke alene uddannede indenfor film- og mediekundskab, han havde endda lang erfaring indenfor faget, hvor han har fungeret som anmelder for dagbladet Information, og er nu i redaktionen på danmarks ubetinget bedste filmmagasin, Ekko. En overraskelse som fik mine tænder til at løbe i vand, som var jeg et barn der stod foran en slikbutik.

Hvad der ellers føltes som timelange minutter, føltes nu som sekunder. Vikaren var ualmindelige velvidende i faget, og slunget sig tit om ord, som andre elever anede uråd om, mens nørden som mig nærmest eurofisk klappede i mine indvendige hænder, i ren begejstring(!). Det her var kernen som jeg ville studerer i fremtiden, kortlagt på tre meget inspirerende timer.

Desværre var mange af eleverne forvildede sig forkert, når det kom til valget Mediekundskab. Flere af dem havde ingen som regel interesse i filmuniverset, og i stedet for at tage den varme passion, som flød ud af vikarens mund, til sig, blev vikaren stemplet samfundsnørd, og private, drilske - nej, nærmest mobbende og hånende - spørgsmål, begyndte at fyldte rummet. Heldighvis, var denne vikar gjort af et råstof hvor hånerierne pralede af på, og til sidst vandt han også den spirituelle sejr.

Efter tre timers frydefulde minutter, med debat omkring film generel, og de mere tekniske aspekter, tog jeg hjem til mig selv, samlede mine tanker lidt og konkluderede: hvad jeg troede var en kold og ukreativ studieretning, hvor min kreative sans ville blive spærret inde, var jeg nu renset for enhver tvivl.

Jeg var klar. Så klar.

Hej