Øv. Men jeg lukker altså ned. Jeg håber at jeg kan holde mig væk herinde fra, sådan, "for good" og jeg tager mig en lang (forhåbentlig) pause fra blogspot. Det er ved at blive uvirkeligt for mig. Jeg lever mit liv her. Jeg snakker ikke med René om tingene, jeg poster bare indlæg om det. René ved for det meste slet ikke, hvordan jeg har det - og slet ikke, hvis det er noget skidt, det hele. Så... Nu logger jeg ud og lukker fanen - jeg vil ikke skrive et tilfældigt password og så glemme det, så jeg ikke kan logge ind igen. For måske kan jeg ikke klare det. Men lige nu er det slut. Jeg burde sige tak for alle de timer, I har udfyldt for mig, men det gør jeg ikke. I skal dog vide, at jeg har været glad for at være herinde. For det meste.

BANG!!!
 

Så skete det. Efter mange års brug af medicinen, blev jeg endelig ramt af den forfærdelige ting, som kaldes "opmærksomhed" - og jeg begyndte spontant at græde. "Pludselig uforklarlig død" "nedbrydning af muskelvæv" "parkinsonisme" "bindevævssygdom" og "knogleskørhed" - Jeg ved godt, at jeg ikke har nogen af de her bivirkninger, og jeg håber at jeg aldrig får dem. Men angsten kom bare til mig lige pludselig. Den er sikkert væk i morgen, men ligenu fylder den det hele. Hvorfor opfinder de ikke noget der ikke har bivirkninger? Øv. Jeg ved godt, at det er umuligt på nuværende tidspunkt,og nok ikke bliver muligt i min levetid. Men det kommer. Det er jeg sikker på. Great. René frygter også at de dér ting sker for mig.

Blog.dk er dårligt for mig. Jeg har det måske meget godt, sådan lige nu og her, men i det store og hele gør det mere dårligt end godt. Enten må jeg nøjes med at blogge på blogspot, ellers må jeg finde en anden interesse. Jeg ved ikke, hvad jeg gør lige nu, men jeg går i tænkeboks.