Kæbeoperation..Kæbe-ope ration..kæ-be-o-pe-ra-ti-on.. kæææ... Naaah, det er ikke noget for mig!
Eller... Det var det så alligevel!
Det er i hvert fald for sent at fortryde... Eller nej, forkert igen - Det er ikke for sent at fortryde, men det er for sent at gøre noget ved!
Der lå jeg nemlig mandag morgen, iført lidt for lange underbukser, der på ingen måde var blevet mere diskrete efter at jeg havde bevæget mig ned i den obligatoriske morfar skjorte - den fuldendte hospitals-uniform prydede i den grad til mit nye forhutlede look - syg eller ej...
- Jaja, men det er jo bomuld...
Jeg var egentlig ikke bange, i hvert fald ikke psykisk... min krop havde det nok lidt på anden måde.
Hmm... men faktisk var jeg nok mest af alt ked af at skulle gå glip af hende den skønnes fødselsdag - for selvom jeg ikke skulle tilbringe dagen i selskab med hende, følte jeg nu alligevel ikke at jeg var der for hende... at jeg lidt svigtede hende... og ja, så frygtede jeg sgu nok også tiden efter, selvom jeg nu ikke havde fået synderligt meget information om hvad der egentlig skulle foregå.
To portører trådte ind, adskillelige timer efter jeg var ankommet morgen - så er det sgu nu tænkte jeg. Den sidste time havde nu også været temmelig ulidelig, så det passede nu fint.
Min stuepartner og jeg, fik lige sendt et par smil til hinanden og et "held og lykke" på vejen hen til operationsbordet, mens jeg blev mere og mere køresyg - jep det her tegner jo skide godt.
Jeg blev placeret ud fra en væg, pyntet med en hyggelig lille tegning af jungle dyr og en malplaceret mutant-stor mariehøne, hvor læger og diverse sygeplejersker gik og smilte til hinanden.
Det var en vild oplevelse, at ligge der med viden om at man snart overlader livet til andre og alligevel have en så dejlig ro indeni.
Jeg var blevet passet på og nusset om fra morgenstunden, men så stoppede VIP- behandlingen så også da jeg SELV skulle bevæge mig ind på operationsbordet... eller det er jo egentlig fair nok.
Jeg blev fulgt ind af verdens sødeste sygeplejerske - hendes evne til at lægge mascara på, uden at få det over det hele, var så dårlig at det kun gjorde hende endnu mere skøn. Det var hende der skulle lægge mit drop.
Den der nål, der skulle sidde i min hånd alt for længe efter det hele var overstået, var jeg bestemt ikke venner med. Det skulle bare overstås, og det blev det, dog med en smule ynk, lidt unødvendig holden i hånden og medlidende blikke.
Stemningen blev lettet, da jeg ved en fejl kom til at kigge på min hånd der nu var invaderet af nålen med den orange tut og jeg udbrød et ynkeligt støn som var jeg ved at dåne, som fik de skønne sygeplejersker til at bryde ud i grin.
Narkoselægen kom ind med noget mere flyvske håndled end jeg egentlig havde forestillet mig til en narkose læge og kort efter var jeg væk.
Jeg vågnede lettere forvirret og med en snært følelse af at være genfødt, men samtidigt forfærdelig udmattet.
Jeg befandt mig på et mærkeligt stadie mellem bevidsthed og det at være helt væk, så jeg lukkede øjnene og forsvandt en smule, imens en masse sygeplejersker hev slanger ud af mig og forsøgte at kalde på mig. - pludselig havde de travlt med at få mig ned på min egen stue, hvor starten på en skrækkelig nat begyndte på halvvejen.
Det der med at få at vide at man godt kan få kvalme og kaste op af narkose blandet med blod i maven, er noget man normalt tager lidt bob bob som det kommer, men det skulle man nok tage lidt mere alvorligt næste gang.
Efter flere timer hvor både jeg og min stuepartner havde søbet rummet - og os selv ind i blod, blev klokken 23 og sygeplejerskerne fik endelig fundet noget kvalmestillende der virkede så vi kunne få en mere rolig start på natten.
Det der med at sidde op og sove er ikke lige mig, så min søvn blev afbrudt et par gange i løbet af natten.
Jeg vågnede op, velvidende om at jeg bestemt ikke lignede en der var på vej til skønhedskonkurrence, hvilket også var derfor jeg konsekvent valgte ikke at se mig i spejlet... man skal jo ikke gøre ondt værre.
Dopet på diverse piller, ekstremt hævet i ansigtet forlod jeg hospitalet to dage efter min operation.
Her sidder jeg så lidt over en uge efter.
- efter at have taget en million piller og kun kunne leve af flydende mad af babykop fordi min mund ikke kan åbnes nok til rigtig mad. Ja, her sidder jeg og har det egentlig okay, selvom jeg savner mad mere end noget andet. Men det må vente 3 uger endnu.
Men endelig sidder jeg med yes-følelsen... lettet og med tanker om at jeg ikke er bange for nogen.
Jeg har fået taget blodprøve, lagt drop, fået 4 kæbebrud og levet af flydende mad - fuck dig? jeg kan alt nu!