Gammel kærlighed ruster aldrig, er hvad man plejer at sige...

Jeg har længe kæmpet med følelser for en fyr jeg desværre må indse, jeg aldrig kommer til at glemme.
Selvom jeg meget gerne vil! For det er jo ikke sjovt, at selv efter 1 ½ år, så gør hjertet stadig ondt når jeg tilfældigvis ser hans navn eller et billede af mit... eller møder ham i butikken, når jeg handler ind.

Jeg har aldrig kunne forstå hvorfor jeg ikke kunne glemme ham. Vi brugte 9 mdr. sammen uden aldrig at blive officielle... og jeg føler en kniv bliver stukket i mit hjerte når jeg hører hvem han ses med.
Og en fyr som jeg kom sammen med i 2 år, før jeg mødte den anden, ham er jeg så ligeglad med.

Når man sætter de to op mod hinanden, så forstår jeg slet ikke hvorfor der er så stor en forskel. Fyren jeg delte alt med, mit liv, min lejlighed igennem 2 år, er jeg ligeglad med. Men ham som jeg gemte mig med i 9 mdr. har stadig mit hjerte.

Jeg føler mig ynkelig til tider, fordi jeg ikke kan glemme ham. Jeg ser det som en svaghed.
Mit hjerte galoperer og gør ondt, jeg ryster og kan ikke tænke klart. Det er da en svaghed, ik?

Jeg forstod aldrig situationen, indtil jeg så sex and the city for nylig.
Carrie kunne ikke glemme Mr. Big og hendes veninde sagde det jeg har manglet at høre i lang tid.
Hun har svært ved at glemme Big, fordi der ikke skete noget drastisk, der afgjorde at det var slut.

Han gled langsomt fra mig. Derfor jeg stadig har følelserne hængende i luften. Fordi vi aldrig har afgjort at det er 100 % slut.
Lyder egentlig ret logisk når man tænker over det. Men hvorfor fanden tog det mig 1 ½ år at indse det?!
Ih altså...