- 02-01-2012 00:24 | 137 visninger | 2 kommentarer
At danse ned af vejen i støvregnen, med folk man holder af, kan virke uskyldigt. Bevares, det er det da også til et vis punkt. Men, da jeg gjorde dét i nat, var det med et bredt smil, og lykke i maven. Også selvom nogle bitchede over, at makeuppen blev ødelagt, og regnen rodede deres hår til. Det hører vel sig til. I hvert fald, var jeg godt tilfreds. Jeg slentrede ned igennem gaderne, og droppede ind hos mennesker, venner, familier, som jeg ikke havde set i evigheder. Varme knus, og festlig løs stemning. Guitaren blev fundet frem, og der blev sunget for. For alle. Store som små.
Jeg havde en kanon aften, nat, morgen og formiddag. Og da vi endelig sad stille, var det med en tilfredshed, som jeg ikke har følt længe. Selvom, jeg til tider kunne ønske mig væk i andre hænder, omgivelser, for at kigge ind i de øjne. Hvilket jeg fik at føle af andre omveje. Men, jeg er.. Tilfreds.. Glad. Jeg var heldig, at kunne studere fyrværkeriet med mennesker, som jeg holder af. Heldig, at andre sendte tankerne min vej.
I don't know what else to say..
Dette er mit år.
// Tempf
- 30-12-2011 16:47 | 157 visninger | 2 kommentarer
Ordet "nytår" har fået en ny betydning for mig. Noget jeg forbinder med noget mindre heldigt, ubehageligt, og noget, som har haft meget at skulle have sagt, i dette år. Som har formet mig, som jeg har ladet forme mig, fordi jeg ikke var klar til, at stå op imod det, og vende det ryggen. Det tror jeg aldrig at jeg bliver, for det er noget som kommer til, at være i baghovedet, når nogle vil for tæt på. Man kan vist roligt sige, at dette år, ikke har været mit år. Jeg har tydeligvis tabt mere end jeg har vundet. Dog skal det også siges, at det som jeg har vundet er det, som jeg finder værd, at tage med mig i det nye.
Det var året, som jeg startede på den værst tænkelige måde. Grænser blev overtrådt, og ingen hørte mit skrig. Og nu når jeg læser sætningen, så lyder det en anelse voldsomt. Men, det var det jo også. Det var voldsomt. Det har, som sagt, sat sine spor, og tegnet resten af året op for mig. Jeg har måtte sidde magtesløs, og se tingene ændre sig, og smække døren i hovedet på mennesker, som kun havde i sinde at hjælpe mig. Ivrigt. Som jeg ikke var klar til. Det har også givet mig muligheden for at se, hvem der virkelig består, når tingene brænder på. Overraskende mange, har hold sin kæft, når jeg har råbt af dem, sænket tempoet, og ventet på mig. Stået ved min side, selvom jeg skubbede dem væk. Det er tankevækkende.
Det var også året hvor jeg fik en pæn autograf, af en schæferhund. Ja, lidt sjov skal der også være. Det fine ar sidder stadig plantet på min højre arm, og jeg har endelig noget at blære mig med, når min lille kusine vil sammenligne farlige ar. Dog elsker jeg stadig dyr. Alligevel skal det siges, at jeg stadig går en stor ring udenom den køter, som sad i min arm. Deeen.. Kan jeg stadigvæk ikke lide... No wonder.
Det var året, hvor jeg flere gange er vågnet op, uden hukommelse. Små pinligt har det været, når andre har påmindet mig nattens dans. Dog er intet tankevækkende, skræmmende, og sindssyge ting sket. Det har bare været mit frirum, at handle uden at tænke (ligger ellers langt fra min natur), også skride fra konsekvenserne. Jeg vil næsten kalde det en befrielse. Til tider.
Det var året hvor jeg mistede en kammerat. Hvor vi alle magtesløs fulgte med på sidelinjen, og til sidst sad i kirken med foldede hænder. Det er forvirrende, at hele scenariet stadig huskes lige så tydeligt. Hvert et skridt, præstens ord, og de triste ansigter. Vi har mistet et stort menneske. Jeg har tit taget mig selv i, at vende mig rundt på gaden, og kiggede efter et menneske, som mindede lidt om ham her. Skuffet, har jeg måtte fortsætte min gang, og minde mig om, at han aldrig kommer igen. Det samlede mange mennesker. For pludselig fik vi et billede af, hvor skrøbelige vi mennesker er. At uanset hvor mange kræfter vi viser, så kan det være ligegyldigt, når højere magter spiller ind. Hvil i fred, C.<3
Det har været året, hvor jeg har hoppet og danset for mit arbejde. Jeg har tjent flere penge end nogensinde. Tjent penge på noget, som jeg elsker mere end noget andet, vel og mærket. Jeg har elsket alt overarbejdet, og at hjælpe kunder, såvel som kollegaer. Togturene, på en time, for at komme på arbejde, har været det hele værd. Også selvom jeg har måtte stå op, næsten tre timer, før mødetider. Men, det er rart at ofre sig for noget, som er det værd. Det har også skabt nye venskaber, uvurderlige venskaber, that is. Omvendt, har det også været stedet, som nægtede at give op på mig, da jeg så det sorte. Jeg så en ny side af stedet. Udelukkende positivt, og medhjælpende til, at jeg har kunne rejse mig igen. For det har jeg gjort.
Oh gud. Det var også i år, at jeg skulle forestille at bære blevet voksen. Med sådan et lyserødt kort, egnet til at køre bil, og det hele. Det er blevet testet en del, og det går stadigvæk helt fint! Så længe ratlåsen ikke spænder ben for mig. Det har, som sådan, ikke givet flere muligheder end ellers. Selvom jeg har grint af, når jeg har købt smøger, også kasseassistenten har spurgt, hvor min fødselsdagsdato står på kortet. Hvor gammel er det nu liiiige man skal være, for at have det dersens kort i sin pung? Tsh. Og folk kalder mig blond. Ej, det er skønt.
Jeg kunne blive ved. Det har været året, hvor jeg har dykket dybere, end jeg har set nogen anden gøre det. Jeg har fundet sider af mig selv, som jeg var overrasket over, at jeg havde i mig. Sider, som jeg er glad for, er pakket væk igen. Men, også noget, som jeg vil tage med mig i det nye. Det har også været i år, at jeg har rejst mig igen fra noget, som så ud til at være umuligt. Vendt alt ryggen, og fundet noget nyt, noget stabilt. Hvis jeg ikke havde gjort dét, havde jeg ikke stået med denne håndfuld mennesker, som kan få mig til at smile, og nyde livet, som det nu er. De er fantastiske. Thanks. *** Jeg skal tilbringe imorgen med min hjemby. Mine barndomsvenner, dem, som jeg har været sammen med, siden jeg kunne gå. Det er en fast tradition. Selvom jeg må indrømme, at jeg er lidt spændt. Det er dagen hvor den lille by, bliver til én enhed, og fester sammen. Hvilket er fantastisk. Jeg vil pendle mig igennem natten, som hvert andet år, og hilse på menneskerne, som har været med til at forme mig, og har kunne holde mig ud, uanset hvilken side jeg har vist af mig selv. De mennesker som jeg elsker. Det nye år giver en mulighed for, at starte på en frisk. Det vil jeg ikke gøre. For det har jeg gjort, jeg har fundet det, som jeg har brug for. Dog ser jeg frem til de nye udfordringer, de nye minder, og muligheder, som jeg uden tvivl vil få. Selvom jeg har et lille ønske, som lyder på, at det indebærer lidt mindre drama, og fald. Bare lidt. Livet er hvad i gør det til. Remember that. Det holder altså. Godt nytår! .. Og pas på hænder, fingrer og øjne, ikke? // Tempf
- 22-12-2011 20:17 | 145 visninger | 3 kommentarer
Han satte sig stille ind på passagersædet. Hans ansigtsudtryk var mut. Jeg smilede skævt, og satte bilen roligt igang. Han trak vejret tungt, og lignede lidt en, som ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv. Jeg var forholdsvis rolig. Turen virkede lang, længere end normalt. Det fine gavepapir, som var pakket om den rektanglede ramme, forsikrede mig om, at det var okay. Værelset stod som om han snart ville komme hjem igen. Det føltes også sådan. Varmen omringede os, men vi stod fastfrosset i døråbningen. Vasketøjet var pænt foldet, og lagt på skrivebordet. De små gule posits lå fremme, med påmindelser om møder ved skolevejlederen. Alligevel, var det som om, at det hele stod stille. Bare et par minutter. At lige om lidt, skulle vi høre hoveddøren smække, mindes om hans kække grin, og se ham dukke op, med røde kinder og få det savnede varme kram. Jeg mærkede et fast greb, om min overarm, og blev igen revet tilbage til virkeligheden. Vi lukkede døren på klem. Sandheden er, at det har været småt med billeder, fra tiden op til. Der skulle overtalelse til, at få ham til at stille sig op foran kameraet. Men, det havde lykkedes mig. Formålet med billederne var, at skabe en trykket usikker stemning, og fremkalde det skrøbelige. Sandheden var blot en anden. Han var ikke skrøbelig. Flere gange fangede glæden ham, og han kunne ikke skjule sit skæve smil. Så lige præcis dette foto, var blevet kasseret. Det kunne ikke bruges, ikke til det projekt, med det formål. Så det var havnet i en tilfældig mappe, gemt væk på en harddisk. Hun lavede en grimasse med munden, og dér blev jeg igen i tvivl. Små tårer dannede sig i øjenkrogen. Flere gange, kiggede jeg over på ham, frygtede at vi blot mindede hende om den kolde virkelighed, endnu en gang. At vi havde trukket det mørke tæppe over hende igen. Men, pludselig kiggede hun mig i øjnene, smilte inderligt, imens tårerne trillede ned af kinderne på hende, og sagde; "Nu er han her igen. Tak."
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 18 år
Oprettet: 23. feb. 2011
Login: 02-02-2012 21:26
Uploads: 142
Blog indlæg: 9
|
|
|
Jeg er her bare. Skriver. Lytter. Nothing.
|
|
|
|
|