Her sidder jeg så igen et halvt år efter din død. Præcis idag er der grund til at tænke på dig. 
Det er begyndt at gå op for mig at du ikke er her mere, men alligevel, så mindes jeg altid dig hver gang telefonen ringer. Det er ikke dig. Du findes ikke mere. Hvorfor er det så svært at indse. 

Det er som om at alting flasker sig for tiden. Men hvor længe? Længe nok, til at jeg endelig kan opleve en sejr ovenpå en bunke af nederlag. Jeg håber, men forventningerne er ikke høje. Det er som om, at jeg ved at antallet af nederlag aldrig vil kunne gøres op med antallet at sejre.

Det er som om at det er et uendeligt hjul, som bare bliver ved med at dreje. Dreje væk, væk fra intet. Ind i mellem stopper det, men ikke længe. Når det stopper, er der håb, men når det så begynder at rulle igen, er der intet håb, og jeg er nød til at indordne mig efter forholdene. Fordi hvad kan jeg gøre? Intet. 

Lugten fra dine ting er stadig kraftig. Hvor længe vil den være det? Jeg nyder den mens den er der, fordi jeg vil savne den når den er væk. Ligesom med dig. 

Huset er blevet solgt for længst. Et nyt liv er startet ovenpå dit knap nok afsluttede. Jeg er glad. For første gang, er jeg glad i langt tid. Jeg ved at siden din mand døde, døde et stykke af dig også. Ligegyldigt hvad, så vil du aldrig blive glemt. Jeg kæmper stadig med tanken om at du er væk. Der er lang vej endnu, men jeg arbejder på det. Det lover jeg.