Sommer i Blårs

Det er ikke midt på dagen, man skal tage på stranden, når det er sommer. Og slet ikke med ens familie. Forældre og søskende er udelukket. Det er sammen med den pige, man har skrevet med over internettet i adskillige uger. Hende, man har opbygget et paradisisk billede af, og som i smug har sneget sig ind i sit hjerte og hængt sin røgelseduft ud over rummet derinde. Man har nærmest kunnet mærke hende stå ved vindueskarmen og se på de lyserøde, flossede skyer på himlen med et hoved fuld af længsel efter endelig at træde ud i den virkelige verden. Det er om formiddagen, hun skal stå der på perronen fuldstændigt som man havde forestillet hende. Det er den sommerdag, hvor hendes stemme, man aldrig før har hørt, skal røre ens øre som et stykke silke, man har lyst til at putte sig ind til.

Jeg havde fået øje på hende fra min vinduesplads i toget. Hun havde en mangefarvet nederdel på og orange hår. Nervøsiteten rystede sine tråde ud i mine fingre, og jeg var nervøs for, om min stemme ville skælve, når jeg skulle sige noget. Det gjorde den ikke. Derimod blev mit hej en anelse overgearet, lidt for højt i tonelejet. Og hun besvarede med et smil og endnu et hej.

Vi havde ikke på forhånd aftalt, hvad vi skulle bruge tiden på under den blå himmel med få, hvide skyer proppet som malerklatter på en ekstatisk malers gulv. Jeg havde aldrig før været i den nordsjællandske by Blårs, og derfor havde jeg på perronen spurgt hende, om hun ikke ville vise mig lidt rundt i den lille by. Der var ikke mange mennesker på de små snoede veje med grønne træer hængende et par meter over sig. Det passede mig fint. Jeg havde ikke lyst til at mødes med nogen af hendes venner, da jeg altid føler mig underligt akavet, når jeg er sammen med mere end en person ad gangen. Vi gik over i en Nul-butik, der selvfølgelig også var at finde her. Bygningen var som alle de andre. På størrelse med en biograf og med murene malet fuldkomment hvid. Jeg spurgte hende, om hun også havde set billederne fra før, Nul opkøbte næsten alle butikker i landet, men det havde hun heller ikke.

Inde i butikken pjattede jeg en smule med hende og sagde, at jeg mest var til orange vindruer i stedet for de grønne. Hun spurgte, overbevist om, at jeg talte sandt, om man virkelig kunne få orange vindruer. Hvilket man selvfølgelig ikke kunne. En følelse af at have sagt noget forkert sneg sig gennem min krop som en skygge hen over en mur en sen efterårs aften, hvor går en tur på gaden for at få lidt ro på sine tanker. Jeg blev lidt ængstelig over, om jeg mon havde sagt noget forkert. Hun sagde, at hun selv mest var til de vindruer, hvor ydersiden var malet fuldkommen pink, og jeg begyndte at le ved tanken og kunne ikke forestille mig, hvordan tænderne skulle kunne trænge gennem en skal, der havde størknet maling omkring sig. Hun svarede, at det selvfølgelig gjorde en anelse ondt i starten, men at man vænnede sig til det med tiden. Vi grinede stadig, da vi var gået ud af butikken med friske, grønne vindruer i en lille plastikpose.

Ved havnen sad vi på en bænk med udsigt over det blå hav, der lod små, rolige bølger glide hen over sig mod kajen. Som hun sad der med hagen mod sin næve og øjnene spejdende ud over horisonten, havde jeg lyst til at krybe ind i hendes øre for at lægge mig i en hængekøje i hendes hoved og lytte til, hvilke tanker hun gjorde sig. Da jeg godt vidste, at det ikke var muligt, besluttede jeg mig at finde ud af det på et noget simplere måde. Jeg spurgte

- Hvad tænker du på?

- Nu er det sommerferie, og jeg er glad for at have overstået året. Det blev ret trægt at høre på de andre idioter stå og tale om fjernsynsprogrammer i skolegården og på deres åndssvage kommentarer til undervisningen. Det er som om, at der slet ikke findes mennesker, der læser bøger, mere.

- Men det er jo heller ikke særlig smart at bruge sin tid på internetsider, hvor man støder på selvsamme idioter blot kopieret til andre dele af landet. Tænk, hvis man kom til at mødes med sådan en, når man endelig havde sommerferie.

Hun begyndte at grine og rettede sig op, så hånden faldt ned mod hendes nederdel, der, ved nærmere eftersyn, havde et mønter med hovedpersonerne i et børneprogram, vi begge havde set som barn. Det fortalte hun mig ved perronen.

- Ja, hvis det ikke var sådan så staten pålagde en, at man skulle have en bruger derinde, så ville jeg have slettet den for længe siden. Men det var alligevel værd at støde på din profil derinde. Du minder ikke om nogen anden, jeg har stødt på. Vi havde læst nogenlunde de samme bøger.

- Du ved jo ikke, om jeg rent faktisk har læst dem, eller om jeg begiver mig ud for at være en anden. Men jeg er nu engang ret sikker på, at jeg er mig selv og ikke en anden. Men kan jeg være sikker på, at du er den, du giver dig ud for at være? Det er jo ret nemt at klæde sig ud.

- Det kan du ikke være sikker på.

Hendes svar gjorde mig et øjeblik urolig, og en gammel mand over ved en lille Nul-butik fik mig til at tro, at vi blev overvåget. Men hendes smil og levende øjne samt den beroligende hånd på min skulder fjernede mit suk af paranoia. Der er ingen fra statens side, der er kreative nok til selv at lave sådan en nederdel, og der er ingen, der har forstand på, hvordan de børneprogrammer endnu kan være en ledetråd til, hvordan man skal leve sit liv. De nye programmer er mekaniske og fordummende. De er alt for politiserede, og moralen er ikke, at man skal være god mod andre og søge sammen i harmoniske fællesskaber, men at man kun skal tænke på sig selv og egen vinding. Sådan er det også med mine jævnaldrende. De tænker kun på sig selv og er ikke bleg for at komme med en ond bemærkning om ens udseende. De så ikke de samme programmer som os, da de var små.

- Jeg har et alkoholproblem. sagde jeg lavmælt og med øjnene fikseret på et punkt på himlen.

- Jeg tager medicin, fordi lægerne mener, at jeg er sindssyg. svarede hun med blikket rettet mod bordpladen foran os.

- Hvorfor har de fundet på sådan noget?

- Jeg er ikke som de andre i min klasse. Når det er weekend, tager jeg ikke til fester og drikker mig fuld og knalder med en eller anden. Jeg kan bedre lide at sidde derhjemme og læse bøger eller se ud af mit vindue om natten, mens jeg har stearinlys tændt.

- Og så er man sindssyg?

- Åbenbart. Jeg har det som om, at det er de andre, der er sindssyge, og at jeg er den eneste normale her i Blårs. Men der er også noget andet.

- Hvad er det?

- Jeg får sommetider angstanfald. Jeg kan sidde en hel aften med bankende hjerte og en følelse af at skulle dø hvert øjeblik siddende i kroppen som en nål få centimeter ud fra en endnu levende sommerfugls krop.

- Sådan har jeg det kun, hvis jeg har drukket for meget kaffe.

Et lille smil bredte sig ud på hendes mund.

- Nu drikker jeg også en del kaffe, men det er ikke på grund af det. Jeg tror, det har noget at gøre med min opvækst, men det har jeg ikke lyst til at tale om lige nu. Hvorfor er det, at du drikker?

- Det er også noget, jeg spørger mig selv om. Egentlig burde jeg være stærk og ikke behøve at gå ned i en Nul-butik med en usynlig recept i min hånd. Det er mest, når jeg får fri fra skole, og jeg ser de andre følges hjem til hinanden, og jeg selv ikke har nogen at være sammen med. Det er ikke sådan, så jeg ønsker at være sammen med de andre fra skolen. De er nogen idioter. Men det er nok bare princippet i det. Jeg bliver altid lidt ekstatisk, når jeg er fuld. Men det holder kun et par timer. Så kommer jeg ind i et sort hul, hvor jeg ligesom ser virkeligheden i øjnene. Men det ender som regel med, at optimismen vender tilbage som en hund efter sin herre. Faktisk er det latterligt. At være optimistisk. Men nu er jeg her.

Hendes hånd gav mit et klem, og hendes øjne udtrykte en øm forståelse med, hvad jeg lige havde sagt. Alligevel var der noget foruroligende over hendes ansigt. Som om der var noget, der nagede hende.

- Er der noget galt? spurgte jeg. Men hun rystede bare på hovedet.

Da vi var blevet sultne, havde vi besluttet os for at gå over for at få noget at spise. På turen over til forretningen sneg hun sin hånd i min hånd, og fingrene havde viklet sig ind mellem hinanden.

På stranden gik vi ikke længere i hånd. Det var fordi, vi have sat os ned og havde hænderne fulde af den mad, vi havde købt. Endnu var der familier omkring os. Nogle børn løb frem og tilbage ud ved vandkanten, mens deres forældre sad på et tæppe i sandet og forsøgte at se hinanden i øjnene mellem deres nervøse iagttagelser af deres afkom. Jeg kom til at tænke på, at det egentlig var grotesk, at selv børn skulle have en profil på den stats autoriserede hjemmeside, og at man hver uge skulle opdatere sin profil ved at skrive, hvad man havde lavet. Dette var hun enig i. Og en pludselig følelse af at blive overvåget strømmede som en å gennem mig. Men jeg valgte at ryste den af mig, da det ikke nyttede noget at have det skidt, når man nu skulle have det rart.

Da vi havde spist begyndte vi at ryge. Det er altid en rar fornemmelse at have maven fuld og så at kunne trække røgen gennem struben og ned til lungerne. Det eneste, der manglede var et par øl eller en vinflaske. Det var dog ikke noget problem, da der, som altid, gik udlændinge rundt på stranden med en six pack til salg. Det var bare at rejse hånden og pege en mod sig, så kunne man købe sig nogle øl. Til overpris. Selvfølgelig.

Det var først, da hun lagde sig på mit bryst, at det gik op for mig, hvor tynd hun i virkeligheden var. Og blød. Jeg strøg hendes hår uden at sige noget og kiggede fra vores plads i klitterne ud over panoramahimlen, hvor solen endnu ikke var begyndt at gå ned. For alvor. Farven var endnu overvejende blå, men omkring det sted, hvor solen snart ville trækkes mod, var der allerede en lille smule gult.

- Du er godt nok tynd, sagde jeg.

- Det er fordi, jeg kun spiser en gang om dagen.

- Det lyder ikke særlig sundt.

- Jeg har bare ikke særlig meget appetit til at spise.

Jeg pressede hende en anelse mere ind mod mig og lagde min kind mod hendes orange hår.