INTRO
Kender i det med at man har en masse tanker i hovedet. Det gør jeg, og så tænkte jeg at jeg bliver nød til at skrive det ned nu.
Mit navn er ligemeget. Hvem jeg er betyder intet. 
...

altså, jeg har så meget jeg vil sige til dig. Er så ked at det der er sket. Det er hårdt at miste dig, og endda så hurtigt. Jeg ved, at du holdte af mig. Du aner ikke hvor meget du påvirkede mig, og det er hårdt at dit hus nu er blevet solgt. Aldrig at skulle ned til dig mere. Ingen til at hente mig efter træning. Ingen at gå op til. Det er hårdt her uden dig. Hårdt at vide, at du aldrig kommer tilbage.Der var ingen der snakkede med mig om det. Ingen der prøvede. Jeg ville nok bare alligevel have svaret, at jeg har det fint. Har jeg det fint? Nej. Jeg har lagt mærke til her de seneste år, at jeg er begyndt at lukke mig inde. Også efter det med min mor. Men det var den dag, jeg var på vej ned til dig, at jeg lagde mærke til det. Når jeg går ture, tænker jeg over livet. Det har jeg altid gjort. Men da jeg skulle ned til dig, gik jeg en mega omvej, bare for ikke at møde nogen. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen. Møde nogen jeg kendte. 
Jeg savner dit grin, dit smil  og din evige bekymring om hvordan vi andre nu gik og havde det. Det var dig der holdte sammen på familien, du fik det til at fungere mellem os. Du arrangerede noget, når du synes at vi trængte til at møde. Og så lave du din fantastiske gryderet, som jeg savner så meget. Min far er ved at lære hvordan man laver den, men det bliver aldrig ligesom din. Smagen kommer nok engang, men personen der lavede den kommer aldrig tilbage. Det føltes alligevel som om at du lever videre. Minderne om dig. 

Min far var i sorg. Familien var i sorg. Jeg kan ikke beskrive hvor glad jeg var for at jeg var deroppe den sidste aften inden dagen. Til din begravelse, tvang jeg mig selv til at trække kisten. Selvom min arm gjorde forfærdelig ondt, og min hånd var ved at gå af led. 

Jeg savner dig. 

Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.