Jeg føler mig som en sandsæk. Slået frem og tilbage, sparket til og råbt ad, for så at blive efterlad indtil næste gang der skal afreageres. Det er sådan jeg har det lige nu. Lige nu er jeg bare en livløs og hjælpeløs sandsæk hvis eneste forsvar er at stå stille og håbe, at de nok skal lade mig være lidt.
Jeg er lige sluppet af med en slem depression for et par måneder siden, og der er stadig rester, som nok aldrig vil slippe sit tag i mig rigtigt. Og det gør det ikke utroligt meget mere behageligt at jeg skal bruges som sandsæk af folk hvis støtte jeg virkelig behøver. Og med november lige rundt om hjørnet, har jeg det af lort. Jeg ved at når den dag rammer igen, så går jeg ud som et lys. Og jeg er sikker på, at hvis der bliver slået til mig den dag, vil jeg falde ned og gå i stykker. Sandet vil løbe ud af utallige huller og blive blæst væk af vinden, som ligesom vinteren, er ubarmhjertig.
Jeg kan ikke rigtig tale til nogen, fordi min største fobi er at åbne op for mennesker. Jeg kan ikke se på en psykolog og tænke; "Hun siger ikke noget. Det er fortroligt. Intet jeg siger undslipper disse mure." Nej, for jeg kan ikke se forskellen imellem hende -ja, det er en hende, og ikke en mand. Aldrig.- og andre mennesker jeg kunne vælge at åbne op for. Hun har tavshedspligt, ja, men den har undtagelser, for hun må godt betro sig til én eller anden, så længe at den person er lukket. Det er bare ikke nok. Jeg kan ikke sige det, og så sidde og ignorere min hjernes fortolkninger af hendes reaktion. Syntes hun, at jeg er dum? At mit problem er barnligt? Sikkert, for det er det. Jeg vil bare have de næste måneder overstået så hurtigt det kan lade sig gøre, og så glemme at de eksistere indtil næste år.

Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.