Jeg er slet ikke klar på at feste. Men det er min bedste ven, der fylder år, så jeg må nok hellere afsted.

Jeg er forkølet og trist til mode. Jeg finder nogle folk irriterende for tiden. Især min bedste veninde eller hvad man kan kalde hende, når hun nu har været pms i et år nu. Jeg kan ikke hjælpe hende. Hun vil ikke hjælpes. Hun er fyldt op med selvmedlidenhed og derfor har jeg nu sat mig selv i bakgear. Gearstangen er gået i hak for jeg kan ikke ændre det. Jeg bakker mere og mere. Trist men nødvendigt. Jeg gider ikke fylde mig selv med så megen selvmedlidenhed, og jeg bliver dårlig af at se og høre om det.

Så der kæresten og jeg. Vi havde en rigtig fantastisk weekend, og jeg var nærmest helt høj. Det er bare det rigtige det her forhold. Men så alligevel er der bare nogle ting, der skal gå ind at ødelægge det. Og det gør sgu at mit party mood er krakeleret lidt. Egentlig er det ikke vores konflikt der huger mig, for det skal nok løse sig selv.
Det er mere det, at han er så konfliktsky, når jeg prøver at undgå et emne og ham. Så lader han mig bare gøre det, i stedet for at hive fat i mig, for at finde ud af, hvad fanden jeg har gang i. Jeg har brug for han tager fat i mig. Men det gør han ikke. Så her i morges ville jeg så fortælle ham, hvad der nagede mig. Han fik min sms, men svarede ikke rigtig på den del af beskeden. Han kunne dog godt svare på et eller andet ligegyldigt, der stod i den.
Han tør ikke at komme i cambolage med mig, og det resulterer i stedet for i, at han går på listefødder, og at man dårligt kan snakke om nogle emner, fordi han ikke tør.

Ååååh. Så vågn dog op kæreste og veninde!! I need you both.

Og så for at være helt ærlig, så kan jeg ikke finde ud af om det bare er mig der er mega negativ, og bare prøver at give alle andre mennesker på earth skylden i at jeg er lidt nede. (men selvfølgelig er det ikke det. Det er dem den er gal med. )

Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.