Jeg kan have mange gode og dejlig dage,
Men så en morgen kan jeg vågne op trist og nede.
Som om jeg var faldet i et dybt hul fyldt med:
Sorg, afsavn, vrede, frustration, fortvivlelse og afmagt.
Al min bagage fra barndommen og ungdommen falder ned over mig.
Alle overgrebene, tæskene og svigtene vender tilbage.
Sorgen over dem jeg har mistet: Min mor, bedstemor og et par venner,
bliver smertefuldt genoplevet på ny.
Tårerne presser sig på, klumpen i halsen vosker og vokser.
Så græd dog for helvede!!
Hvorfor kan jeg ikke græde??
Hvor er min lykke og glæde??
Her i hullet er der intet andet end smerte.
Der synes ikke at være nogen udvej fra dette inferno.
Kun ned ned ned ned ned i en endeløs spiral.
Jeg kæmper imod og prøver at huske de gode ting i mit liv:
mine piger, søster, bror og de få gode minder der er..
Men ak hullet giver ikke så let slip på mig.
Udenfor skinner solen og fuglene kvidrer så lystigt,
det kan jeg både se og høre.
Men mit sind er formørket af hullet.
Kun en ny dag syntes at kunne rede mig.
Jeg bliver langsom kvalt og druknet i det jeg kalder,
Mit sorte hul.

Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.