Måske har i udfra min overskrift allerede regnet ud, at jeg er blevet indlagt på psykiatrisk ospital, for Gud ved hvilke gang Heldivis er aftalen (som jeg har forstået den( at jeg får lov at komme hjem på mandag (hvis jeg har det nogenlunde og føler, at jeg er klar til udskrivelse) Tænkte at jeg lille ville skrive lidt om de sidste på dage, så dem af jer der har lyst, kan følge lidt med i mit liv, selvom jeg ikke er hjemme.

Onsdag eftermiddag kom min psykiater fra OPUS op til mig, for at dosere min medicin. Charlotte som er min primærbehandler harlotte var syg i onsdags, så derfir var den en Psykiater fra OPUS som kom i staedet for. Heldigvis kender jeg Gertrud (psykiateren) Så jeg skulle ikke forholde mig til en ny person. Men altså onsdag formiddag havde jeg det sådan at jeg kunne leve med det - det var ikke det bedste, men det kunne sagtens være meget værre. Gertrud doserede min medicin og gik igen (vi talte ikke så meget sammen) Efter det lille visat gik jeg i seng igen og derefter spiste jeg lidt frokost, sammen med Mikael. I løbet af onsdag eftermiddag og hen over onsdag aften, fik jeg det bare tiltagsende dårligt. Det hele ramlede sammen for mig og jeg havde det seriøst eldnigt.

Først på aftenen gik der et eller anden helt galt (ved ikke helt hvad der lige er sket) Men jeg har åbenbart knust 6 glas på mit bedevæelse, så der var bare en million glasskår. Ind i mellem slår det klik for mig og jeg kan ikke rigtig tænke klart - så er det at det sker, at jeg fx. knuser ting. Tænkte at jeg kunne sluge glasskår, men det kunne jeg ikke (de glasskår jeg havde, var alt for store og egentlig heller ikke særlige skarpe, så de lå bare på mit badeværelse og flød.

Omkring klokken 22, fik jeg det pludselig endnu dårligere. Det var så slemt, at jeg vurderede at jeg ikke kunne klare mig selv - vidste at jeg var nødt til at bede om noget hjælp af en art. Jeg nrugte noget tid på at finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Sammen med en rigtig god ven, bestemte jeg at jeg skulle ringe til psykiatrisk udrykningsteam og høre dem om, hvad jeg skulle gøre. Som sagt så gjort. Fik fat i en sød kvinde, som spurgte ind til, hvordan jeg havde det og den slags. Valgte at være ærlig og fortælle præcis, hvordan jeg havde det. Fortalte hende at jeg havde rigig mange stemmer, så spøgelser og vampyre, blod som kom ud af mine vægge og om hvor angst og ked af det jeg var. Damen som jeg talte med var meget forstående og helt enig i, at jeg havde brug for noget akut hjælp. Hun snakkede med bagvagten (hun var vidst også læge) Kort efter snakkede jeg med bagvagten og vi kom frem til, at hun ville komme op til mig og hjælpe mig. Jeg var godt klar over, at det kunne ende med at jeg blev indlagt, men jeg var nødt til at gøre noget, hvis det ikke skulle ende virkelig virkelig galt.

Som aftalt kom hende vagten fra udrykningsteamet. i talte kort sammen (tror at jeg var lidt svær at føre en normal samtale med - jeg var ret meget ude af den) Vi blev enige om, at vi kørte ud på psykiatrisk skadestue, så de kunne tage stilling til, hvad der lige skulle ske. Jeg var den eneste på skadestuen, så knapt var jeg kommet ind sammen med udrykningsteamet, før end der var en læge klar til at snakke med mig. Som sagt var jeg ret tåget ine i mit hoved og for at være ærlig, husker jeg ikke samtalen med lægen særligt klart - rent faktisk kan jeg i dag ikke huske, hvad vi talte om eller hvor længe vi talte. Lægen var ikke i tvivl om, at jeg skulle indlægges akut, på et af de sengeafsnit på Psykiatrisk hospital. Jeg gik frivilligt med til indlæggelse, så der var ingen problemer.

Efter den meget uklare samtale med lægen, blev jeg undersøgt (det gør man altid før en indlæggelse) Bare de der almindelige ting - puls, blodtryk, lytte på hjerter og lunger, lyst i øjnene og tjekke reflekser. Tror at det var de ting jeg blev undsøgt. Fordi jeg var så angst, havde jeg en meget høj puls - den lå på 107, så der var godt gang i mit lille hjerte. Pyha.

Da undersøgelsen var færdiggjort, skulle jeg vente et stykke tid, i mens skadestuen fandt ud af, hvilke afdeling jeg skulle over på. Desværre fik jeg det tiltagende meget dårligt. Jeg havde taget et glas med Panodil med mig og gil ud på badeværelse på skadestuen, hvor jeg langsomt begyndte at sluge de piller. Da jeg var kommet til pille nummer 5, var der pludselig 4 personaler fra skadestuen omkring mig. De tog mine piller fra mig og spurgte mig, hvor mange jeg havde taget. Mit svar var jo så, at jeg kun havde nået at sluge 5 piller, så det var ikke nok til at gøre dkade på min krop. Efter episoden med mine piller, blev der naturligt nok holdt mere øje med. Mine ting blev gennemgået, for at sikre at jeg ikke havde flere piller. I min jakke fandt de desværre et barberblad, som de klart nok også tog. Suk.

Omkring klokken 00:30, havde de fundet en afdeling som jeg kunne være på (det er en af de afdelinger, som jeg har været på før - den hedder N. Jeg hører ikke rigtig til på den her afdeling, fordi jeg er skizofren. Her er mest patienter, som ikke har psykotisk lidelser og jeg hører til på den afdeling, hvor dem med skizofreni er. Der er pladsmangel her og derfor måtte jeg udover at komme på den forkerte afdeling, også ind på en overbelegningsstue onsdag nat, fordi der ikke lige var en stur ledig. En mand fra kadestuen fulgte mig derover.

På N8 blev jeg taget i mod af en nattevagt, som jeg også har mødt før. Hun kunne godt huske mig og det skabte en lille smule tryghed. Da jeg lige havde hørt hendes stemme lidt, kunne jeg godt huske hende. Hun var rigtig sød og forstående. Mine ting blev gennemgået endnu engang og der blev fundet endnu 3 barberblade, som jeg eellers synes jeg havde gemt ganske godt, men åbenbart var nattevagten vandt til at skulle kigge patienters ting i gennem. Det var jo surt for mig, men det vidste jeg godt ville ske - jeg må ikke have den slags (heller ikke når jeg er indlagt) Udover barberblade fjernede de alle mine ledninger, fordi jeg før har forsøgt at kvæle mig selv med den slags (det står jo i min journal) Da alt var gennengået, fik jeg en seng at sove i, men jeg kunne fandeme ikke falde til ro.

Åh fuck! Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft det så dårligt. Jeg kunne absolut ikke falde til ro - heller ikke selvom jeg havde fået både alopam og seroquel. Har ikke tal på, hvor mange gange jeg var ude af min seng - oppe og gå frem og tilbage, på toilettet, mere frem og tilbage og igen på toilettet. Suk. Jeg havde fast vagt som sad udenfor min dør og hun forsøgte virkelug at hjælpe mig og gøre hvad hun kunne, for at jeg skulle falde til ro. Jeg fik en varmepude, som jeg kunne lægge og putte med, men jeg kunne stadig ikke sove. Åbenbart har lægen fra skadestuen glemt, at jegf skulle have sovemedicin, så det var ikke skrevet i min journal. Derfor måtte nattevagten ringe til vagthavende læge og få ordineret sovemedicin. Da jeg først fik det, så gik der en halv time, så sov jeg - men okay! Klokken var så også blevet nnæsten 03, inden jeg langt om længe faldt til ro.

Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.