Jeg er født på Esbjerg sygehus den 26 Oktober 1979. Jeg har en bror der er født i 1981 og en søster der er født i 1988. Vores liv har været utrygt og ustabilt. Vi flyttede meget og skiftede så derfor ofte skole. Vores forældre drak meget og havde ofte drukvenner på besøg. Når de blev fulde sloges og skændtes de. Og nogle af gæsterne kunne godt lide småpiger og drenge, så krænkelse står også på listen af ting der har præget min opvækst. Det hele er ikke kun dårligt, har da også gode minder med i tasken. Og jeg er da sikker på at mine forældre gjorde deres bedste, de har heller ikke haft en tryg opvækst. Så de har sikkert ikke vidst bedre...

1995 er året der vendte op og ned på det hele. I Juni måned holder mor op med at drikke, det var jeg glad for. Jeg håbede lidt på at far ville følge hendes fodspor. Men ak den drøm braste da hun i August døde, hvad hun døde af ved vi ikke. Men mit gæt er at det er af druk. Efter et langt liv med alkohol, sætter leveren jo ud. Min far fortsatte sit liv som han plejede, selvom det var et hårdt slag at miste mor. Et halvt år efter blev min lillesøster fjernet fra hjemmet. Det skete kort før jul. Hun holdt dog jul hjemme hos os. Men det var en meget trist jul.

Januar 1998 startede jeg på Stenderup Produktionsskole. Der mødte jeg Hans vi var uadskellige og forelskede. I Februar 1999 opdagede jeg at jeg var gravid med Hans. Vi fik en dejlig datter 22 oktober. Forholdet mellem Hans og jeg var ikke så holdbart, så vi slog op og kom sammen igen et par gange.. Men i 2001 gik vi fra hinanden for sidste gang. Jeg mødte Brian nogle måneder efter og det var kærlighed ved første blik. Men her gik det også ret hurtigt. For i August samme år var jeg gravid igen.. Og den 14 marts 2002 kom tvillingerne til verdenen. Men her holdt forholdet heller ikke. For Januar 2003 gik brian og jeg fra hinanden og tvillingerne flyttede med deres far. Det var hårdt at lade dem flytte med ham. Men jeg følte det var det rigtigste på det tidspunkt.

Lidt efter lidt gik det ligeså stille ned ad bakke for mig. Komunnen synes det ville være bedst for min ældste datter at komme i pleje, men det ville jeg jo slet ikke høre tale om. Så jeg traf en meget dårlig beslutning og flyttede uden at vide hvordan det ville forme sig. Men tre måneder efter blev jeg selv nød til at kontakte komunnen. Jeg stod uden et sted at bo. Jeg bad dem om at finde et sted til hende med det samme og som sagt så gjort. Det var rigtig hårdt for mig, men det var bare nødvendigt at gøre.

Jeg har gennem livet truffet mange dårlige valg, det kan jeg da se nu. Men jeg har sørget for at mine piger i det mindste får chancen til et bedre liv. End den jeg har haft. Jeg ville ønske at mine forældre måske havde gjort det samme for mig og mine søskende. I dag er jeg førtidspensionist og jeg ser mine piger hveranden weekend.

Bemærk at det bliver vist i dit Facebook feed, hvis du synes godt om indlægget.