Tilbage til starten. Hele den der følelse af, at nu er jeg hel. Alt er ligemeget. Fuck dem. Det er den følelse af brusende glæde som gør det værd at fortsætte selvom det hele er noget lort. Det er det lille skridt som gør forskellen imellem ikke at gøre noget, og faktisk stå imod. Når man smiler er det ægte, og ikke et kunstigt ansigtsudtryk som kun er fremstillet for at holde andre væk. Det giver mening, gør det ikke?

Men det holder jo ikke evigt. For jeg sidder jo her, gør jeg ikke? Jeg er ikke derude, og jeg snakker ikke med nogen. Jeg er stadig alene om eftermiddagen og hele vejen til næste morgen. Og jeg ved, at om mindre end halvanden måned, så går det galt. Det er en snigende uro som kommer op i mig hver dag. Så ligger den der og fylder, midt i døren til rummet med de gode, positive tanker. Den er for stor til at jeg kan flytte den, og den vil ikke gå væk og lade mig være. Nej, den nyder at pine mig og se mig smuldre. Den griner, for jeg kan ikke gøre noget ved det. Det smørede grin og de intense, gule øjne som jeg ikke kan ryste af mig. For de ser ned på mig dag og nat, og klørene har ikke sluppet deres tag.
Det er som at gå i hi. Og jeg vågner først til foråret, helt kulleret i hovedet og forvirret fordi jeg ikke aner hvad der sker omkring mig.
Ulven har sluppet mig lidt og ladet mig strække mig, men så snart jeg begynder at finde mig selv igen, tager den fat om struben på mig og bider til, bare for at lade mig vide, at den stadig er der. Så rejser den sig og går lidt rundt, indtil den til næste efterår, hvor den så igen vil ligge sig foran døren og spærre... Og om igen.

- Jeg har brug for hjælp.

Kommentarer

Viser 0 / 0 | Vis alle