- 12-01-2012 00:11 | 163 visninger | 2 kommentarer
Vi ligger sammen i mørket, bamse og jeg. Madrassens fjedre føles hårde mod min sommerhud. Udenfor er det vinter, og træerne er nøgne i natten. Der er intet andet end en ensom stilhed, som har lagt sig over kollegiet. Husene trækker vejret omkring os, såvel som blæsten, som trykker mod vinduerne. Den vil så gerne ind. Og realiteten.
Jeg græder, mens jeg trykker ham ind til mit bryst, som jeg gjorde som barn. Måske er det lidt dumt. Jeg er for gammel til bamser og lille pige tanker og at længes hjem. Det er længe siden, jeg blev for gammel. Men jeg kan ikke lade være.
Han har fulgt mig det meste af livet. I børnehaven sad han i hætten på min frakke, mens jeg legede i sandkasser og vandpytter og med dukkevogne. Han var altid med. Han har været det eneste, jeg har kunnet passe rigtigt på, som jeg aldrig har mistet, smidt helt væk. Så betyder det intet, at han næsten ikke han holdes sammen længere, at næsten alt stoffet aet er væk. Det er de samme glasklare, mørke øjne, som jeg lå og kiggede på i mørket af andre verdener. Han følger med mig - han har været alle steder. I virvaret af kasser, når vi flyttede, gemt et sted i støvet af sommerhuset. Når jeg græd, fandt min mor ham altid, og jeg holdt op. Og jeg synes, det er smukt, selvom det er dumt, men han bevidner om så meget af mit liv, så mange tilværelser, så mange steder; på fjerne hotelværelser, i fly over Atlanten, i min fars lejlighed dengang i Riga, og nu er han her. I England. Og jeg bliver ligeså stille voksen. Men der er ting, fragmenter af ens barndom, man måske aldrig helt giver slip på, og selvom jeg burde, vil jeg ikke. Det er for sørgmodigt. Han minder mig om den lille pige, jeg plejede at være. Prinsessen.
Vi ligger sammen i mørket. Han kan ikke tale, han kan ikke sige beroligende ord som mor og far, han kan ikke få mig til at le som min bror. Fortælle mig hemmeligheder som min søster. Men jeg kan fortælle ham mine. Når jeg er her, så langt borte fra mit værelse, er han min erindring om et hjemme. Det eneste velkendte midt i alt det fremmede af at blive voksen. Min barndom.
(Don't judge... Haha. Min bror fylder atten i dag, og jeg gad godt være hjemme, men sådan er der vel så meget og så lidt..)
- 30-12-2011 00:16 | 178 visninger | 2 kommentarer
Din far hader dig. Jeg ligger mig ned ved siden af dig. Du puster røg op mod loftet. Inhaler, ekshaler. Glem det. Glem dem. Jeg kan bedst lide dig, når du er nøgen. Jeg elsker fregnerne over din brystkasse. Hvor varm din hud føles mod min egen – og når du rører mig med dine malerhænder. Du tegner mig. Fanger mig i et skrøbeligt øjeblik – til det brister og forsvinder.
I radioen spiller de Nirvana. Du trænger op i mig, og det gør ikke ondt. Jeg mærker intet. Som om at jeg forsvinder. Jeg vender tilbage igen, når du kysser mig. Det er vigtigt at huske. Som om du både får mig til at leve og dø. Det er smukt og trist og også lidt besynderligt, men det er sandt. Jeg tror, jeg elsker dig. Du gør mig glad. Lykkelig. Ekstase.
Din far hader dig. Det er, hvad han råber. Jeg hader dig. Forbandede, talentløse, idiot. Det er noget i den retning i hvert fald. Vi lytter ikke efter. Du sætter dig på kanten af sengen, og jeg tæller svedperlerne på din ryg, imens han råber. Inhaler, ekshaler. Jeg kan godt lide at kigge på røgen. Eller skyerne udenfor. De bevæger sig hurtigt. Eller måske er det os. Måske forsvinder vi. Eller vender tilbage. Jeg er ikke sikker.
Nogle gange hader jeg også mig selv, siger du. Dine øjne er mørke, dine bevægelser langsomme og tunge. Du er træt, siger jeg. Du har røget for meget. Om lidt vender du tilbage. Du er ikke dig selv. Jeg tror, jeg græder. Jeg savner dig. Du er lige her, og så nogle gange forsvinder du, eller måske er det mig, som om jeg er din planet, eller du er min, og jeg savner dig, når vi er i hvert vores univers. Jeg vil have dig tæt på, siger jeg. Kom. Kryb ind under min hud. Det er bedre, når du er derinde. Når jeg kan mærke dig i mig. Ingen solskin når hun er borte, synger de i radioen. Du falder i søvn med hovedet på mit bryst. Jeg hader dig ikke, hvisker jeg. Jeg elsker dig, selvom det gør ondt. Selvom du ødelægger mig.
- 20-10-2011 23:40 | 441 visninger | 1 kommentar
Jeg græder ikke, da de fortæller mig det. Jeg siger ikke meget. Husker blot stilheden i deres ansigter, hader medfølelsen. Da jeg går hjem fra bussen, kan jeg dufte mine forældre i mit halstørklæde. Det er, hvad jeg tænker på. Det er først, da jeg er alene på værelset, at det slår mig. Væk. For altid. Og så begynder det at gøre ondt, og tårerne vil ikke holde op. Jeg piver. Siger besynderlige lyde. Kvæles. Kan ikke trække vejret. Jeg elsker dig sådan. Men jeg vil aldrig elske igen.
Du var min bedste ven, Chubby. Igennem alting. Alle de gange jeg græd ind i din pels, når mor og far skændtes. Når natten blev mørkest, og spøgelserne svævede frem fra hjørnerne, lå jeg med dig på mit bryst. Når jeg holdt dig, kunne jeg mærke dit hjerte banke i din lille krop. Jeg elskede dig fra øjeblikket, jeg så dig. Jeg ved godt, at det lyder dumt. Jeg ved godt, at det er svært at forstå. Du var en hamster. Men du var min. Du var det første, jeg nogensinde skulle tage mig af; mit ansvar. Du var mit ansvar. Du var den eneste grund til, at jeg ikke ville afsted. Jeg hadede at rejse fra dig. For du var mit barn. Min bedste ven. Min lille mus.
Så jeg græder. Fordi aldrig skal jeg holde dig ind til mig igen; aldrig skal jeg falde i søvn med hovedet ved dit. Aldrig skal jeg mærke din pels igennem mine fingre, græde ind i den. Du er et andet sted nu. Og så betyder det ikke så meget, at alle siger, du havde et fantastisk liv; du levede længere end de fleste andre. Og du var så gammel. Din pels faldt af. Du sov altid. Men jeg kunne høre dig om natten; levende altid. Se din mave, hele din krop, sitrende bevæge sig, rytmen af dit åndedrat. For du er her ikke. Jeg kommer ikke hjem til dig længere; jeg vågner ikke og kigger ind i dit bur, søgende efter dine små, sorte øjne.
Jeg havde aldrig helt troet, at der ville være en dag, hvor du ikke ville være her længere. Selvfølgelig vidste jeg, det ville ske, men ikke endnu. Vi har aldrig nok tid. Aldrig, aldrig, aldrig. Jeg var der ikke. Jeg holdt dig ikke, da du tog en sidste vejrtrækning. Glemte du mig? Jeg var væk. Jeg ved, at små dyr ikke husker således. Jeg ved, det ikke betød noget for dig, men du betød hele verden for mig. Og det er dumt. Lidt dumt. Men det gør så ondt at miste.
Jeg elsker dig så meget. Aldrig bliver du glemt. Hvis bare vi havde lidt tid. Så jeg kunne holde dig og sige farvel og kysse dig, som jeg altid gjorde, inden jeg lagde mig til at sove. Jeg håber, du drømmer de fineste drømme, at det ikke er for koldt i kagedåsen. At dit lille hus stadig er varmt, og at du ligger godt i vattet. Jeg skal nok passe på dig. Altid. Godnat, lille mus. <3
|
Udgiv dine tanker og billeder
|
Køn: Kvinde
Alder: 16 år
Oprettet: 17. sep. 2008
Login: I går, 14:26
Uploads: 1.460
Blog indlæg: -3
|
|
http://claramoesgaard.blogspot.com/
Jeg skriver stadig; lidt kærligheden og lidt om livet. Nogle gange synes der ikke at være flere historier at fortælle, men alligevel finder ordene altid mine fingre igen.
|
|
|
|
|